Film og computerspil gør teknologiundervisning vedkommende

Oktober 2019 - På skolen i Peder Vedels Gade er film og computerspil en fast del af teknologiforståelse som fag i specialklasser. Den virtuelle verden kan bruges til at forklare den virkelige verden, lyder budskabet fra lærer Anders Bragge.

Billede: Teknologiundervisning for eleverne på Peder Vedels Gade Skole

I arbejdet med teknologiforståelse som fag har Peder Vedels Gade skole i København inddraget moderne underholdning som apps, computerspil og film.  Og dét har vakt begejstring og nysgerrighed blandt skolens elever, der udelukkende består af specialklasser.

Eleverne har bl.a. set filmen The imitation game, som handler om programmering og koder. De har også talt om computerspillet counter strike og draget paralleller til deres egen hverdag. Det er sket som led i arbejdet med prototypen om undervisningsforløb i kryptering, data og overvågning i samfundet til 7. klasse.

”Eleverne i specialklasserne er gode til at opfatte teknologier, og hvad de kan bruges til, og mange af dem sidder foran en computer i en stor del af deres fritid, når de ikke er i skole. De ved meget om computere og programmering, og det har jeg i høj grad draget nytte af i min undervisning i teknologiforståelse,” indleder Anders Bragge, som er lærer på Peder Vedels Gade skole.

Vedkommende undervisning
Men selvom børnene har en stor viden om digitale værktøjer, så har de ikke nødvendigvis kendskab til handleevner og tankegang omkring digital dannelse. Derfor har Anders Bragge gjort meget ud af at give dem en forståelse af, at de handlemønstre, de anvender i fx netbaserede spil med en kammerat online, kan hjælpe dem med at forstå hverdagssituationer.

”Det handler om at forklare dem, at de konsekvenser og reaktioner, som de oplever, når de spiller counter strike, er de samme uden for spillet. Hvis du siger, at nogen er en idiot i et spil, så opstår der en konflikt. Det samme gælder i den virkelige verden. Ved at bruge deres konkrete erfaringer fra situationer i spil, gøres undervisningen i digital myndiggørelse mere relevant, og eleverne forstår budskabet bedre,” forklarer Anders Bragge.

Som et led i undervisningen har børnene også set og talt om en af de første computer-prototyper, som var med filmen The imitation game. Filmen har været gavnlig i arbejdet med at lære børnene forståelsen af kryptering, og det videre arbejde med selv at udarbejde et krypteret alfabet.

”Filmen er ikke nem for den målgruppe, men alligevel har den fungeret godt i undervisning, fordi den har visualiseret noget meget kompliceret,” siger Anders Bragge.

Han fortæller også, at den har mange lag og derfor kan bruges i flere sammenhænge.

”Vi har teknologiforståelse som fag på vores skole, men vi har også brugt filmen i flere andre fag. Hovedrollen er fx homoseksuel, og det har været en del af de snakke, der har været i danskundervisningen. I matematik har det også været en fordel, at børnene kendte filmen og havde en solid baggrundsviden om kryptering, det gjorde det nemmere at tale med dem om algoritmer og brugen af algoritmer i undervisningen” siger han.

Inspiration til ”almindelige” klasser
Selvom de på Peder Vedels Gade skole kun har specialklasser, er Anders Bragge ikke i tvivl om, at metoderne i undervisningen af elever på en specialskole sagtens kan bruges på almindelige skoler eller i forbindelse med undervisning af inklusionselever.

”Selvfølgelig skal man bruge noget længere tid på at forklare vores elever tingene, og der skal også gerne være en god kombination af den visuelle og mundtlige læring, men min oplevelse er, at redskaberne også er anvendelige for ”almindelige” skoler. De fleste børn er online i dag, og derfor kan det være nyttigt at bruge erfaringer fra netop computerspil, apps eller lignende til at forklare om f.eks. digital myndiggørelse i den virkelige verden,” siger han afslutningsvist.

Her kommer et par gode råd til, hvordan du kan bruge casens idéer og tiltag på din egen skole:

  1. Bliv inspireret af prototyperne

De udviklede prototyper til forløb er en god inspiration til undervisningen i teknologiforståelse, og mange af prototyperne kan bruges i flere forskellige fag. Du kan nemt få overblik og viden om prototyperne på tekforsøget.dk. Filmen The imitation game er en af de prototyper, som handler om undervisning i kryptering og algoritmer.

  1. Brug elevernes egne erfaringer

Du behøver ikke at opfinde den dybe tallerken, når det kommer til teknologiforståelse. Almindeligt kendte greb kan også være anvendelige. På Peder Vedels Gade skole har lærerne brugt børnenes interesse for counter strike i arbejdet med digital myndiggørelse. Det kan være en god måde at gøre teknologiforståelse vedkommende på.