Undervisning i teknologiforståelse kræver mod og nysgerrighed

På TEK-konferencen på Danmarks Læringsfestival d. 13. marts tog skoler, fagudviklere samt eksperter vigtige spadestik ned i, hvordan teknologiforståelse kan se ud som fag og faglighed i folkeskolen.

Billede: Ifølge it-didaktisk konsulent Andreas Binggeli kan man komme godt i gang med at undervise elever i indskolingen i teknologiforståelse med udgangspunkt i illustrationer af trinene i en bageopskrift.

Det er ikke nogen enkel opgave at gøre teknologiforståelse til konkret undervisning. Den erkendelse var flere deltagere på TEK-konferencen på Danmarks Læringsfestival d. 13. marts 2019 nået frem til, hvis man skal dømme ud fra deres spørgsmål til oplægsholderne. Flere spurgte til, hvornår der foreligger konkrete beskrivelser og vejledninger til, hvordan man gør.

Svaret fra Mikkel Hjorth, der var en af konferencens oplægsholdere og er faglig udviklingsleder hos VIA for forsøget, lød: Der eksisterer ikke en færdig pakke for, hvordan man skal undervise i teknologiforståelse som fag eller faglighed, men vi forsøger at udvikle en pakke som led i forsøget.

Man skal begive sig ind i det uvisse

Ifølge it-didaktisk vejleder Frederik Aggerholm, som er ressourceperson på Hørsholm Skole, skal man ikke holde igen og vente på den færdige pakke:

”Hvis man skal kunne det hele, inden man begynder undervisningen i teknologiforståelse, så ryger man bag af dansen. Det er min erfaring, at man som lærer skal være klar til at kaste sig ud i det – også selv om man ikke ved alt på forhånd, og man ikke kan gennemskue, præcist hvor man ender. Man må acceptere, at eleverne er kreative og vidende – og at den teknologiske udvikling går så stærkt, at man alligevel aldrig kan vide alt om det hele.”

I sin rolle som ressourceperson ser Frederik, der i øvrigt kan trække på ti års lærererfaring og en cand.pæd. i it-didaktisk design, det som sin opgave at oversætte teknologifagligheden til konkret undervisningspraksis:

”Min opgave er at oversætte teknologifagligheden til den praktiske hverdag. Fx ved at være med til at finde ud af, hvordan teknologiforståelse konkret kan se ud i fx billedkunst eller dansk, og hvordan teknologifagligheden kan spille sammen med andre faglige perspektiver. Derudover skubber jeg på, at mine lærerkolleger kan sætte en didaktisk ramme op, og at de inden for den skal være nysgerrige på, hvordan tingene så udvikler sig,” uddyber Frederik Aggerholm.

Man kan finde enkle måder at starte på

Andreas Binggeli, der er it-didaktisk konsulent hos Center for Undervisningsmidler på Københavns Professionshøjskole (åbner nyt vindue), har et eksempel på, hvordan man kan komme i gang – endda med de yngste elever i indskolingen:

”Den digitale teknologi, vi arbejder med i forsøget, kan man grundlæggende forstå som automatiserede processer. Det vil sige processer, hvor rækkefølgen af delelementer er programmeret og automatiseret. Som i en dør, der åbner automatisk, når man nærmer sig. Forståelsen af processer og tilrettelæggelse af deres delelementer kan man i indskolingen fx illustrere med en bageopskrift. Der er også en proces med elementer, der skal udføres i en bestemt rækkefølge,” forklarer Andreas Binggeli.

Ud fra bageopskriften kan man ifølge Andreas Binggeli skifte perspektiv til at arbejde med processer i digitalt design. Eller til at tale om, hvad det kan betyde, hvis nogen har en særlig hensigt med processen, og hvordan man tilrettelægger den. Dermed tager man samtidig hul på myndiggørelse i forhold til teknologien.

Fagligheden møder virkeligheden

Frederik Aggerholm peger på, at den største udfordring er, at teknologifagligheden på et tidspunkt møder virkelighedens rutiner. Det kan nemlig betyde, at man mister det kreative drive, som fagligheden i hvert fald i opstartsfasen kalder på:

”Man skal på den ene side få teknologifagligheden til at fungere i årsplaner og til at spille sammen med andre faglige mål. Den skal altså ind i hverdagen. På den anden side er det her så nyt, at man skal bevare fokus og bl.a. afsætte tid til at udvikle bud sammen i iterative processer på, hvordan fagligheden kan udmøntes. Og så skal man holde hinanden op på at turde give sig i kast med det”, mener han og tilføjer:

”Og så er det godt at huske på, at vi i forsøget faktisk er i gang med at udvikle et fag. Det er stort og noget, man godt kan være lidt stolt over.”

FAKTA

TEK-konferencen blev afviklet som en selvstændig del af Danmarks Læringsfestival 2019 d. 13. marts i Bella Centret. TEK-konferencens formål var at inspirere deltagerne til at tilmelde sig et nationalt netværk om teknologiforståelse for grundskoler. Netværket er åbent for alle skoler – både for dem, der deltager i Undervisningsministeriets treårige forsøg med teknologiforståelse i folkeskolens obligatoriske undervisning, og for dem, der ikke deltager.

På konferencen var der både oplæg fra scenen, oplæg og workshops ved stande samt en paneldebat med Jakob Harder (Københavns Professionshøjskole), Ole Sejer Iversen (Aarhus Universitet), Michael Caspersen (It-vest), Chris Stephenson (Computer Science Education Strategy, Google) og Leigh Ann Delyser (CSforALL).

Læs mere om forsøget med teknologiforståelse i folkeskolens obligatoriske undervisning.