Lærere og elever deler deres erfaringer fra forsøgets første år
Februar 2020 - I seks nye videoer præsenterer elever og lærere deres erfaringer med prototyper og hverdagen i forsøget med teknologiforståelse
(Foto: Bymarkskolen)
46 forsøgsskoler underviser i teknologiforståelse og gør sig erfaringer med at udvikle elevernes kompetencer til at forholde sig kritisk til teknologi – og til at forme den. I seks nye videoer deler elever og lærere fra seks af skolerne deres erfaringer fra forsøgets første år.
De seks videoer rummer to typer: I den ene types tre videoer fortæller eleverne og deres lærere om, hvordan hverdagen med teknologiforståelse i undervisningen er. Den anden types tre videoer er rettet mod lærere og og fokuserer på, hvordan man kan tilpasse forsøgets prototyper, så de passer til den enkelte skole.
Eleverne synes, det er fedt
I de tre videoer om elevernes og lærernes hverdag med teknologiforståelse i undervisningen indgår der optagelser, som eleverne selv har stået for via håndholdt filmning. Her fortæller elever på bl.a. Lyshøjskolen i Kolding, hvordan de oplever at have fået teknologiforståelse på skemaet. Eleven Jonas fra 5. klasse forklarer fx:
”Det gør en glad, og det er et helt andet fag. I stedet for at være inden for en ramme, så har man tusind rammer at være indenfor.”
De tre film rummer mange positive tilkendegivelser fra eleverne, der generelt har taget godt imod forsøget. Og det samme gælder lærerne – fx Tore Thomsen Eickhardt fra Lyshøjskolen , der siger:
”Det er en helt anden måde at undervise på, end det er i alle de andre fag. Jeg oplever, at der kommer nogle andre kompetencer i spil og nogle elever blomstrer på en anden måde.”
Lærervideoer giver inspiration
De tre lærerrettede videoer om at tilpasse prototyperne dykker ned i lærernes faglige tilgang til teknologiforståelse og kan give konkret inspiration til at arbejde med prototyperne i praksis.
I alle videoerne fortæller lærerne om, hvordan de er lykkedes med at ramme balancen mellem at være tro mod forløbet og samtidig få prototypen til at passe til deres elever. Fx forklarer Mark Holler fra Sofiendalskolen i Aalborg om at gå kreativt til prototyperne med et åbent sind:
”Det handler egentlig om, at vi fragmenterer prototypen, og så samler vi den igen, og vi tilføjer også nogle ting. På den måde laver vi faktisk en ny prototype, som stadigvæk holder sig inden for målene.”
På Sofiendalskolen har eleverne på mellemtrinnet arbejdet med prototypen ”Legeværkstedet”, og Mark Holler har oplevet, at flere elever er vokset i arbejdet med prototypen. Matematiklærer Lene Bertelsen fra Bymarkskolen i Hobro peger også på, at eleverne kan få et stort udbytte:
”Det er fedt, når jeg kan høre eleverne sige til hinanden: ‘Du skal bare lige trykke på dén og dén.’ Så er der noget, der er lykkedes. Man skal turde at give slip og lade børnene have fingrene i det selv og se, hvor det bærer hen,” siger hun.
Lyshøjskolen, Skivehus Skole, Aabybro Skole, Antvorskov Skole, Bymarkskolen og Sofiendalskolen har deltaget i videoerne.