Evaluering styrker forsøget undervejs og påviser resultaterne til slut
Som et element i forsøget med teknologiforståelse i folkeskolens obligatoriske undervisning foretages der løbende evalueringsaktiviteter. Aktiviteterne skal dels tilføre viden til udviklingen af fagligheden undervejs og dels påvise udviklingen over tid.
Billede: En evaluering (Photo by Edvin Johansson on Unsplash).
Skolerne, som deltager i evalueringsaktiviteterne, bidrager både til at styrke forsøget undervejs og til at sikre et godt grundlag for at beslutte, hvilken rolle teknologiforståelse fremover skal spille i folkeskolen. Det forventes, at alle forsøgets skoler bidrager til evalueringsaktiviteterne.
Læs om forsøgets slutevaluering, som er offentliggjort i oktober 2021.
Læs om forsøgets midtvejsevaluering, som er offentliggjort i juni 2020.
Evalueringens formål
Rambøll Management Consulting gennemfører evalueringen som en integreret del af forsøget. Evalueringsdesignet er tilrettelagt med fokus på at sikre, at evalueringen:
- Opfanger justeringer i udviklingen og afprøvningen, hvor undervisningsforløb og -materialer revideres hyppigt.
- Leverer viden, der kan danne grundlag for en kvalificeret stillingtagen til, om og hvordan teknologiforståelse kan implementeres i folkeskolens obligatoriske undervisning.
- Minimerer skolens ressourceforbrug, så skolen kan koncentrere sig om at (med-)udvikle og afprøve teknologiforståelse som fag og faglighed i praksis.
Evalueringen er tilrettelagt med en kombination af dataindsamlingsaktiviteter, der afdækker erfaringerne med og resultaterne af det samlede forsøg i såvel dybden som i bredden. Formålet er, at vidensudbyttet af hver aktivitet maksimeres, samtidig med at skolernes registreringsbyrde mindskes mest muligt.
Evalueringens aktiviteter
1. Før-, under- og eftermåling via lærersurvey
Der indgår i evalueringen en årlig spørgeskemaundersøgelse blandt alle lærere i forsøget. Hensigten med spørgeskemaundersøgelsen er at afdække lærernes forudsætninger for at implementere teknologiforståelse som fag og faglighed i folkeskolens undervisning, at undersøge deres udbytte af projektet samt at indsamle lærernes vurderinger af, hvordan mål og fagbeskrivelse omsættes til og svarer til elevernes klassetrin.
2. Før-, under- og eftermåling via elevsurvey
Der gennemføres en årlig spørgeskemaundersøgelse blandt alle elever, der i skoleåret 2018/2019 går i 1., 4. og 7. klasse på forsøgets skoler. Hensigten er at afdække elevernes forudsætninger for at erhverve sig kompetencer inden for teknologiforståelse (fx interesse og motivation for digital teknologi, it-teknisk forståelse og kompetence samt adgang til og erfaringer med teknologi) samt at undersøge elevernes udbytte fagligt, personligt og socialt af forsøget og generelle progression i forhold til de fire kompetenceområder i teknologiforståelse.
3. Telefoninterviews med ressourcepersoner
Der gennemføres årlige telefoninterviews med ressourcepersonerne på alle 46 skoler i forsøget. Telefoninterviewene har til formål bredt at undersøge skolernes arbejde med at afprøve teknologiforståelse som fag og faglighed i praksis med særligt fokus på at afdække status på og variationer i skolernes kapacitet, fidelitet og implementering.
4. Casebesøg på skoler
Der gennemføres 16 årlige casebesøg som led i evalueringen. Formålet er at indsamle dybdegående viden om skolernes erfaringer med at implementere teknologiforståelse som fag og faglighed, at indsamle data at vurdere elevernes udbytte af forsøget ud fra samt at indhente viden og dokumentation for de undervisningsforløb og -materialer, som udvikles på skolerne. Undervisningsforløbene og -materialerne overdrages efterfølgende til fagudviklerne, så de kan føde ind i det videre udviklingsarbejde i projektet.
5. Dialogbaserede erfaringsopsamlinger
Som en del af kompetenceudviklingen afholdes der halvårlige faglige netværksmøder, hvor alle skoler i forsøget, faglige udviklingsledere og fagudviklere er repræsenteret. De faglige netværksmøder afvikles som heldagsmøder.
Som en integreret del af udvalgte netværksmøder faciliteres dialogbaserede erfaringsopsamlinger med henblik på at indsamle skolernes erfaringer med at implementere teknologiforståelse som fag og faglighed i folkeskolens praksis.